blog om all inclusive rejser

All Inclusive – Er det det hele værd?

Uh, all inclusive lyder lækkert. En ferie med det hele. Eller hvad?

Hvad dækker all inclusive, og kan det overhovedet betale sig? Vi kigger lidt nærmere på det populære fænomen.

Drinks på ferie med all inclusive

Hvad er all inclusive?

Som navnet afslører, betyder all inclusive, at rejsen er med det hele. Det er en tendens, der storhitter især inden for charterrejser. Og det er der ganske god grund til.
Der findes dog forskellige former for all inclusive-rejser. Nogle inkluderer kun mad, nogle både mad og drikke og andre mad, drikke, is og drinks.

Kvaliteten kan også svinge en del alt efter hvilket hotel, man lander på. Nogle steder er der buffet, hvor der andre steder er servering. Selvfølgeligt er der også stor forskel, alt efter om du booker et ophold på et to-stjernet hotel eller et fem-stjernet.

Det fungerer heldigvis for det meste sådan, at hotellerne også er bedre, når de tilbyder all inclusive.

 

Hvad koster all inclusive?

Travelmarket lavede i 2016 et pristjek for TV2 Finans, der viste, at prisen for all inclusive var ca. 130 kr. om dagen pr. person.

‘’For den merpris skal du ikke drikke mere end to drinks om dagen, før pengene er tjent hjem. En familie på to voksne og to børn kan snildt spare 5.000 kroner i løbet af ferien på at købe all inclusive’’ – direktør hos Travelmarket, Ole Stouby

Igen afhænger prisen selvfølgeligt af din destination – både landet og hotellet. Priserne varierer meget, men det er generelt billigt på destinationer, som allerede er billige. Fx Egypten eller Tyrkiet. Ligeledes stiger prisen på de lidt dyrere steder – Spanien fx.

 

børneferie med all inclusive

Får man bare, hvad man vil, når man vil?

Nej. All inclusive har sine restriktioner. Mange steder har restauranterne kun åbent i bestemte tidsrum, drikkevarerne er af bestemte mærker, og baren lukker også oftest omkring 00 eller 01. Hvis man vil have andet, end hvad der er på menuen eller vil have mad eller drikke uden for åbningstiderne, så skal man punge ud.

Mange af de større hoteller har også andre restauranter, som ikke er en del af tilbuddet. Her kan man selvfølgeligt også spise, men så skal der betales for alt, man bestiller.

Det er altså værd at huske, at all inclusive er på hotellets præmisser og ikke dine egne.

 

Det med småt

Der er også nogle ting, man lige skal huske på, når det kommer til all inclusive.
Ikke alle er lige vilde med konceptet, og nogle gange ender man alligevel med at bruge mange penge. Det sker især, hvis maden ikke er særlig god eller restauranterne ikke er særlig tiltrækkende. Det kan også være, der bare er rigtig mange mennesker, og måske har man mere lyst til at spise et sted, der ikke er overfyldt med turister.

Post Office Travel Money har lavet en undersøgelse, der viser, at langt de fleste gæster forlader hotellerne for at spise andre steder.

Over 60 % af deltagerne i undersøgelsen brugte i gennemsnit 2.350 kr. udenfor hotellet.

Husk derfor at undersøge nærmere hjemmefra og især at læse anmeldelserne for stedet grundigt igennem.

 

All inclusive er godt når… All inclusive er dårligt når…
Du har et fast feriebudget Du vil have specifikke ting – hvis du er kræsen, på diæt eller måske er vegetar
Det passer dig fint ikke at være afhængig af at skulle finde ud af, hvornår og hvad du vil spise Du gerne vil gå på opdagelse i den lokale madkultur
Du ikke går op i mærker – det er lige meget, om det er Pepsi, Coca Cola, Harboe.. Cola er cola. Du vil have en intim ferie – hoteller med all inclusive er tit meget store