Førstehjælp til årsopgørelsen

årsopgørelse

Årsopgørelse, fradrag, trækprocenter… Ja, skat generelt er ikke det mest spændende eller sexede i verden.

Derfor springer de fleste af os tit de lange foredrag, instruktioner og informationer over. Det ordner jo nok sig selv…

Men det kan faktisk være rigtig dyrt og rigtig ærgerligt ikke at udfylde sine skattepapirer ordentligt. Du kan både komme til at betale for lidt og få et ordentligt skattesmæk i foråret, eller du kan være kommet til at betale for meget – og så har du faktisk snydt dig selv for at kunne have haft mange flere penge mellem hænderne i løbet af året.

Selvom man har gode intentioner om at udfylde alting korrekt, kan skat stadig være en kæmpe jungle. Vi kigger lidt på, hvordan man som nybegynder kan udfylde sin årsopgørelse.

Hvad er årsopgørelse?

Din årsopgørelse viser, hvad du har tjent og haft af udgifter året før.

Overordnet set opgør din årsopgørelse, om du har betalt det i skat, som du skulle. Der kan jo ske mange ændringer, fra du har udfyldt din forskudsopgørelse, til året er færdigt, og du har fået al den løn m.v., som du skulle.

Det betyder, at SKAT regner på, om du med dine fradrag, udgifter og indtægter mangler at betale noget i skat eller har betalt for meget.
Det er, hvis du har tjent meget mere eller mindre, end hvad der har stået på din forskudsopgørelse, eller hvis du har haft for mange eller få fradrag, der giver ’’resultatet’’.

For lige at få det hele på plads, så er fradrag de beløb, som du slipper for at betale skat af. Det kan fx være, hvis du har langt til arbejde, har betalt renter eller betaler til a-kasse og fagforening. Disse ting er der fradrag til og dem er der altså andre skatteregler for.

Du kan altid se dine tidligere årsopgørelser på SKAT’s hjemmeside. Der logger du bare ind med dit NemID og kigger under årsopgørelser. Det er i starten af marts, at de nye kommer. Dvs. årsopgørelsen for 2018 kommer til marts 2019 osv.

Hvad viser årsopgørelsen?

SKAT indhenter oplysninger på dig. Din løn, SU og anden støtte, A-kasse osv. Den viser altså derfor din indkomst fra året før. Den viser også fradrag og hvad du har betalt i skat.

Tallene bliver hentet automatisk – så du skal egentlig bare holde øje med, om det nu også er det rigtige, der står.

Hvad skal jeg gøre med min årsopgørelse?

Når du får besked fra SKAT om, at din årsopgørelse er klar, så er det din opgave at tjekke om det, der står, er korrekt. Måske er der noget, de ikke har fået med? Eller noget der er for meget af.

Det kan faktisk have en stor betydning, at der står det rigtige. Det er især på fradrag, at du kan tjene noget.

Du kan få fradrag for rigtig mange ting, men her er nogle eksempler:

Kørselsfradrag – Hvis du har mere end 12 km til arbejde hver vej, så kan du få kørselsfradrag. Du skal kigge efter den i felt nr. 51. Kørselsfradrag kaldes også befordringsfradrag.

Håndværkerfradrag – Hvis du får lavet noget i huset. Den her gælder faktisk også rengøringshjælp og vinduespudsning. Håndværkerfradrag kaldes også servicefradrag.

Rentefradrag – Hvis du har lånt penge og derfor betalt renter, får du et højere fradrag. Det gælder alle typer lån, fra lån i hus og bil til forbrugslån. De fleste låneudbydere indberetter dine renter automatisk til SKAT– det gør vi også hos VIVUS.DK.  Men det er en god idé at tjekke, om alle, du har lånt penge af, har indberettet beløbene for dig.

Velgørenhed – Har du doneret til velgørenhed? Mange foreninger er godkendt af SKAT, så du får fradrag for dine bidrag. Det er altså ikke al velgørenhed, du kan få fradrag for, og ikke hvis du fx har deltaget med et lod i en konkurrence. Er du i tvivl, så spørg foreningen. Husk at hold øje med, om de har indberettet det for dig.
Fradrag for velgørenhed finder du i rubrik 55.

Børne- og underholdsbidrag – Du kan få fradrag for børnebidrag, som er betalt til dine børn – hvis de er under 18 og ikke bor hos dig. Det her fradrag kræver dog, at I har en skriftlig aftale. Altså, du og din eks, eller gennem statsforvaltningen. Der er ca. 27% i fradrag her – så hvis du nu har betalt 1.000 kroner i børnebidrag, så kan du spare 270 kroner.

Fradrag skal du ikke betale skat af. Derfor er de rigtig gode at huske at få med på din årsopgørelse. Der er jo ingen grund til at betale mere, end du egentlig skal! Og de her oplysninger får SKAT ikke nødvendigvis selv.

Hvis du fx kører 20 km pr. vej til arbejde hver dag, så er det ikke noget SKAT ved og derfor bliver du skattet som alle andre – også dem, der ikke har ret til det fradrag. Men hvis du opgiver det i din årsopgørelse, bliver du ikke trukket for det.

Du kan derfor snyde dig selv ved ikke at tjekke, om du har fået alle fradrag med. Det er jo penge, som du faktisk er berettiget til at få tilbage.

Når du mener, at alt er tastet ind rigtigt, trykker du på godkend. Så regner SKAT med det samme og du kan få at vide, om du skylder eller ej.

Jeg skylder penge – HVAD GØR JEG?!

Hvis du skal betale penge tilbage til SKAT, har du en række muligheder.

Deadline for betaling er 2. juli, og det er bedst, hvis du kan nå at betale inden denne frist. Så undgår du nemlig renter.

Men hvis du ikke kan nå at skaffe pengene, så fortvivl ej. Er regningen ikke betalt 2. juli, så trækker SKAT dig ”bare” mere i året efter. Det gør de ved at trække ned i dit fradrag for det næste indkomstår, så du betaler tilbage ved at betale mere i skat året efter.

Den metode er nem for dig, fordi det betyder, at du ikke skal af med penge nu og her. MEN, det betyder også, at beløbet er højere pga. renter, og at du har færre penge mellem hænderne til næste år.

Det er derfor værd at betale sin skatteregning i tide.

Jeg får penge tilbage – Juhuuu!

Det er altid lækkert at få penge tilbage i skat, for det føles næsten som en lille gave. Ikke for at poppe din ballon, men det betyder faktisk bare, at du har snydt dig selv for flere penge mellem hænderne gennem året. Så du kunne have haft mere.

Men nu har du fået dem – hvad så? Pengene er dine, så du må jo gøre med dem, hvad du vil. Det er klart, at vi herfra vil anbefale dig at bruge de ekstra penge fornuftigt – betal af på evt. gæld eller spar op. Ja, keeeeedeligt, men du ved jo godt selv, at det er det rigtige at gøre.

Jeg forstår stadig ingenting…

Hvis du stadig er i tvivl om, hvad årsopgørelse er og hvad man skal med den, så få hjælp! Fandt du ikke svaret her eller andre steder på Google, så ring til SKAT. De har en telefonlinje, og man kan altid ringe og få svar på sine spørgsmål.

Du skal dog nok regne med, at lige de dage, hvor den nye årsopgørelse kommer, er der riiiigtig lang ventetid på telefonen.
Men du kan rette i din årsopgørelse helt frem til 1. maj, så du kan sagtens ringe til dem en uge eller to efter, du har fået den.

Måske vil du også kunne lide...