Rejseforsikringer for begyndere

rejseforsikring for begyndere

Sommeren er kommet, og sammen med den kommer rejsefeberen. Vi er altså nået til en af de største rejseperioder på året.

Og når du køber en rejse, så sidder du sikkert ofte der og tjekker en liste af. Skal du købe ekstra check-in-bagage? Skal du reservere sæde? Skal du tilkøbe rejseforsikring?

Hov, hvad var den sidste lige der? Rejseforsikring? Behøver jeg det? Og er det ikke dyrt?

Vi kigger lidt nærmere på, hvad rejseforsikring er for noget, om det er en god idé at have en, og hvad det koster dig.

Rejs med os gennem junglen af rejseforsikringer…

Hvad er rejseforsikring?

En rejseforsikring er en særlig forsikring, som dækker dig, når du er ude og rejse. Den dækker, hvis der sker ulykker eller uheld. Det kan for eksempel være, hvis du falder og brækker benet, hvis du bliver udsat for tyveri, altså hvis der går noget galt.

Din rejseforsikring er til for at dække udgifter i den forbindelse. I eksemplerne før kunne det være udgifter i forbindelse med lægehjælp, hjemtransport, eller det kan være erstatning af mistede ejendele.

Nogle mennesker har en permanent rejseforsikring – altså en der dækker en hele året. Andre tilkøber en, som kun lige dækker, når de er afsted.

Hvis du ikke rejser særlig ofte, vil det være billigst for dig at købe en enkelt forsikring til din rejse. Rejser du ofte, er det en god idé med en helårsforsikring. Den er selvfølgelig dyrere end at købe éngangsdækning for 14 dage, men til gengæld er den billigere over en længere periode.

De to typer af rejseforsikringer bliver også kaldt enkeltrejseforsikring eller årsrejseforsikring. Du kan nok af navnene regne ud, hvilken der er hvilken.

Hvad dækker en rejseforsikring?

Det kommer helt an på, hvilken rejseforsikring du køber. Hold derfor godt øje med, hvad din rejseforsikring dækker, før du tager afsted.

De vigtigste punkter er selvfølgelig, om forsikringen dækker dig i forbindelse med udgifter til lægehjælp.

Det er også forskelligt, hvor en rejseforsikring dækker. Du kan få nogle, der dækker kun Europa og nogle, der dækker hele verden.

De bliver oftest delt op i rejseforsikringer inden for EU eller rejseforsikringer uden for EU. Den sidste hedder nogle gange: Rejseforsikringer verden.

Det kan endda gå hen og blive endnu mere specifikt og hedde Verden uden USA eller Verden uden Asien osv. Rejseforsikringer kan generelt skræddersyes fuldstændig, hvorfor de kommer i et hav af sammensætninger.

Som udgangspunkt bør din rejseforsikring dække:

  • Tyveri
  • Retshjælp
  • Evakuering ved krise og naturkatastrofer
  • Eftersøgning og redning
  • Terror
  • Krisehjælp
  • Hjemkaldelse
  • Ferieboligsikring
  • Bagageforsinkelse
  • Feriekompensation
  • Afbestillingsforsikring

Og så bør den selvfølgelig dække det område af verden, du rejser i og hele den periode, du er afsted.

Hvis du ved, du skal stå på vandski, rafting eller andet vildt, så er det værd at finde en forsikring, der dækker ekstremsport. Selv hvis din rejseforsikring dækker ulykke, og du brækker benet, så risikerer du, at din sag bliver afvist, hvis ulykken er sket under sport – for så er det mere eller mindre din egen skyld, og din forsikring dækker ikke ekstremsport. Simpelthen fordi der er større risiko for ulykker.

Det samme går også for ski. Forsikring på ski er ofte et tillæg for sig – så er det skiferie, du skal på, skal du lige holde øje med, om ski overhovedet er dækket hos dig.

Skal du bare sole og holde tasker, så er der selvfølgelig ikke nogen grund til at vælge den version, der også dækker ski- og ekstremsport.

Hvad koster en rejseforsikring?

Det korte, nemme svar er, at priserne er forskellige. Det gør de ikke mindst, fordi der er så mange forskellige udbydere, der kæmper om at sælge forsikringer til os. Men også fordi, der findes så mange forskellige versioner af rejseforsikringer. Hvad de dækker, hvor længe de dækker og hvor de dækker er alle sammen ting, som varierer meget.

Vi vil selvfølgelig prøve at kigge lidt nærmere på det og se på nogle eksempler.

Husk, at hvis du køber rejser gennem rejsebureauer, så har de måske særlige tilbud. Husk også, at hvis du allerede har andre forsikringer samlet hos et forsikringsfirma, så kan de ofte også tilbyde dig en bedre pris.

Her er lidt eksempler på, hvad forsikringerne koster i forskellige versioner*:

Engangsforsikringer inden for Europa – mellem 141 og 219 kr./ ugen
Engangsforsikringer uden for Europa – mellem 196 og 149 kr./ ugen
Årsrejseforsikringer til hele verden – mellem 555 og 682 kr./ året
*Priserne er baseret på søgninger foretaget af rejseforsikringsguiden.dk

Som du kan se af eksemplerne her, så kan det for nogle altså godt betale sig at købe en helårsrejseforsikring. Men igen, lad det komme an på, hvor meget du rejser.

Hvis du rejser mere end en gang om året, så vil en helårsrejseforsikring næsten allerede kunne svare sig. Og så er du jo også helt klar til lige at tage en ekstra spontan tur, fx hvis sommervejret bare ikke lige arter sig!

Du kan altid bruge sammenligningssider som rejseforsikringsguiden.dk eller selv finde forskellige tilbud og holde dem op mod hinanden. Det er nemlig ikke altid, at den første er den bedste, når det gælder rejseforsikringer.

To do rejseforsikring or not to do rejseforsikring

Der er rigtig mange danskere, der rejser uden forsikring. Det er meget normalt. Måske du endda selv har gjort eller stadig gør det.

Det er klart, at vi herfra anbefaler, at du har en rejseforsikring, før du rejser ud af landet. Du ved aldrig, hvad der kan ske, og selvom det er en ærgerlig udgift at stå med lige når du skal ud og rejse, så er det altså noget billigere end den udgift, du risikerer at stå med, hvis uheldet er ude.

Husk, at hvis du er i tvivl om, hvad en rejseforsikring dækker, så kontakt forsikringsselskabet. Det er bedre at stille et spørgsmål for meget end et for lidt.

Scroll to Top