Staycation – Hyggeligt og billigt

Blog om staycation i Danmark

Kender du staycation? Det er en stigende tendens i det meste af den vestlige verden og selvfølgelig også herhjemme. Egentlig begyndte det lige efter finanskrisen, da mange ikke havde penge til at rejse ud af landet. Siden er det holdt ved, og det bliver fortsat mere og mere populært at holde ferie i eget land eller i egen by.

Novasol, som er en af de største sommerhusudlejere i Danmark, har faktisk tal på, at flere og flere danskere lejer sommerhus i herhjemme. I 2017 havde vi 5 millioner overnatninger i sommerhuse i Danmark! – og det er 6,7% mere, end vi gjorde i 2016. Som sagt er staycation en populær trend, og det tyder på, at den er kommet for at blive! 

Men staycation er nu ikke kun sommerhuse – det kan være lige det, du har lyst til!

Hvorfor blive hjemme?

Hele idéen med staycation er, at man får oplevelsen af feriestemning uden at blive ruineret. Det er en god og hyggelig måde at holde ferie uden at tage nogen steder hen.

Det kan også være en måde at genopleve glæden ved vante rammer. Vi kender alle, at man kan gå hen og blive lidt træt af altid at køre den samme vej til job og altid handle i samme butik. Når man lægger en ferie-vibe ind, bliver det hele lidt federe, og glæden ved dit nærområde kan måske komme frem igen.

Hvad laver man på staycation?

En ferie på hjemmebanen kan gøres på flere måder. Du kan gå all in med hotel, middag, morgenmadsbuffet, spa og det hele. Eller det kan gøres hos dig selv – sluk mobilerne, tænd for grillen og ‘leg sommerhus’. Det vigtigste er bare at planlægge dagene, så du ikke pludselig sidder i en uge og siger ‘vi gør det i morgen’, for så bliver det ikke som en ferie.

All in
Den ultimative staycation er selvfølgelig med det hele. Fuldstændig, som rejste du til et andet land. Du booker hotel, får tjekket ind og så er det ud og se byen.

Alt efter, hvor du er taget hen, hvornår og hvad du helt generelt er til, kan dagen jo bruges forskelligt. Måske skal der shoppes, måske skal der bades, måske skal du på museum eller måske noget helt andet. Muligheder er der masser af!

‘Leg sommerhus’
Ja, leg ikke lej. Bliv hjemme, men gør alt det I ville have gjort, hvis I var i sommerhus…

Spis ekstra god morgenmad, måske lidt senere end I plejer. Gå en tur ned i is-kiosken. Sid med benene oppe og læs en bog, eller hyg med en god film på sofaen.

Mange rigtige sommerhuse har intet eller i hvert tilfælde dårligt netværk. Sluk telefonerne et par timer og nyd ferie stemningen.

Turist i egen by
Det giver næsten sig selv, hvad man skal her. Du skal opleve dit eget land og din egen by, som havde du aldrig været der før.

Alle byer har noget historie. Ofte har man ikke rigtig set, hvad ens egen by har at byde på kulturelt og historisk. Tænk, som en turist og prøv alle de nye (og gamle) ting.

Husk kameraet!

Værd at se

Måske mangler du lidt inspiration til din staycation. Her er nogle af de mange steder, der er værd at se, når man holder staycation i Danmark.


Aros i Aarhus

Staycation på Aros i Århus

Aros er nok et af Danmarks mest populære museer. Kendt for den ikoniske regnbue, masser flot kunst og især for at være en oplevelse for de fleste -også de, der ellers normalt ikke er til museumsbesøg.

Priserne er også til at betale:

Voksne: 135,-
Unge under 31 år: 105,-
Studerende (med studiekort): 105,-
Børn og unge under 18 år: Gratis  

Aros har desuden to Michelin-stjerner i Michelins turistattraktionsguide.  Ja, sådan en Michelin-guide er der også!

Udover det flotte museum har Aarhus også masser andet at byde på. Den hyggelige by byder på et hav af butikker, restauranter, barer og caféer. Der er også masser små idylliske gader, som jo gør sig rigtig godt på dine staycation-billeder. Desuden er her mange små kanaler og adgang til hav, som du kan hoppe direkte i, hvis du er heldig med dit staycation-vejr.

Eller hvad med at besøge det nye hovedbibliotek Dokk1 på havnen?

Cold Hawaii – Klitmøller

Staycation ved Cold Hawaii i Klitmøller

Pak tasken og tag på stranden. Klitmøller har en af de bedste strande i Danmark, som især er blevet populær blandt surfere. Faktisk er der en surf fest hvert år i slutningen af juli, der afholdes af Surfjoint.

Her er altså mulighed for et ordentlig stykke med dansk sommer, en tur i havet og masser sjovt at kigge på imens.

Hvis du er frisk på en udfordring er der også lektioner i surfing og andre vandsport. Hos Cold Hawaii Surf Camp koster det 999,- for en dag på surfinglejr med 2 lektioner.

Øerne

staycation øferie i Danmark

Der er heldigvis mange dejlige øer i det danske rige. Vi har samlet nogle af dem og giver dig lidt idéer til, hvad du kan lave der.

Bornholm – Øen, hvor solen altid skinner. Her er kultur, smuk natur, god mad og masser oplevelser.

Hvis du er til det, så tag enten selv cykel med eller lej en, når du kommer frem. Det er nemlig noget helt særligt at cykle rundt på øen.  Det koster 75 kr. pr. person at leje en cykel hos Bornholms Cykeludlejning.

Top 3 ting at se på Bornholm ifølge TripAdvisor:

  1. Bornholms Rovfugleshow
  2. Hammershus
  3. Helligdomsklipperne

Samsø – Masser lækre strande og gode cykelruter. Og så kan man jo ikke sige samsø uden at sige kartofler. Får du (også) helt mundvand, når du tænker på nye danske samsø kartofler frisk fra jorden?

Top 3 ting at se på Samsø ifølge TripAdvisor:

  1. Isssehoved Strand
  2. Vesborg Fyrtårn
  3. Falkecenter Samsø

Langeland – Den lange ø og måske en af de eneste, hvor du kan se vilde heste! Udover vilde dyr byder Langeland på historie i form a bl.a. Langelands Fortet.

I øvrigt kan du spice up din staycation og købe en en-dagsbillet til Langelands festival.
1 dag koster ca. 650 kr. Du kan også købe til hele festivallen for 1845,-.

Top 3 ting at se på Langeland ifølge TripAdvisor:

  1. Langelands Fortet
  2. Valdemars Slot
  3. Skovsgaard (Danmarks Naturfond)

Hvis du mangler mere inspiration og information om ø-ferie, så prøv at besøge VisitDenmarks hjemmeside, som har rigtig meget at byde på.

København

Staycation i København

Landets hovedstad er selvfølgelig også en mulighed på din staycation. Her er for det første en hel masse at se og idéel, hvis du vælger at gå all in på din staycation, da byen har et væld af hoteller og Airbnb-muligheder (privat boligudlejning).

Godt tip: I Nyhavn, hvor kanalrundfarterne starter, kan man sejle med to firmaer. Netto-bådene er langt billigere, og turen er stort set den samme. Her koster en kanalrundfart 40 kr. for en voksen, og man må gerne have mad og drikke med ombord.

Du kan også undgå de mange turister og leje din egen lille båd. Det kan du bl.a. Gøre på Islands Brygge hos Go Boat. Det koster 449,- for en time.

Til sidst…

Der er selvfølgelig meget mere at se og lave i Danmark, end det vi har nævnt her. Heldigvis er det din staycation, og du kan gøre med den lige hvad du vil.

Hvis du mangler mere inspiration, kan du bl.a besøge Tripadvisor og VisitDenmark for mere staycation-inspiration.

Måske vil du også kunne lide...