ubetalte regninger

Ubetalte regninger: Hvad sker der nu?

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du ikke kunne betale din(e) regning(er)?
Det er ubehageligt og aldrig sjovt – uanset hvor mange regninger og hvor stort et beløb, det drejer sig om.

Ubetalte regninger kan have konsekvenser på mange måder, især økonomisk og i forhold til dit velvære og dit humør.

Men hvad gør man egentlig, når man ikke kan betale? Hvilke konsekvenser har det? Og hvordan kan man undgå det i fremtiden?

Læs med her og få svar på alle dine spørgsmål…

 

Jeg kan ikke betale – hvad sker der nu?

Når du ikke betaler din regning til tiden, sker der typisk det, at du først vil få en rykker. Det kan variere fra kreditor til kreditor (dem, du skal betale til), hvor mange gange de rykker dig, og hvor stort rykkergebyret er.
Kort fortalt betyder det, at du vil få en række ekstra regninger, som stiger i pris hver gang – og så bliver de faktisk endnu sværere at betale!

I værste tilfælde kan kreditorerne sende dig videre til inkasso. Det vil sige, at hele processen med at indsamle de penge, som du skylder dem, varetages af nogle andre nu. Det koster selvfølgelig også noget – og det er dig, der skal betale det! Ender din regning hos inkasso, så kommer inkassoomkostningerne oveni din regning. Altså endnu et gebyr, som bliver lagt oveni, og din regning er nu igen steget.

Betaler du fortsat ikke, kan du ende i RKI eller Debitor Registret. Det er begge registre over dårlige betalere i Danmark.

Hvilke konsekvenser er der, når jeg ikke betaler?

Ubetalte regninger kan have mange forskellige konsekvenser, og de kan vise sig mange steder. Vi deler det her op i økonomiske konsekvenser og personlige konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser: Som vi har lært nu, er de første konsekvenser, at din regning bliver dyrere – og det gør den stort set resten af vejen, indtil den er betalt.

Hvis du havner i RKI eller Debitor Registret, har det konsekvenser for langt de fleste af dine fremtidige køb. Når du er registreret som dårlig betaler, kan du fx ikke købe på afbetaling (det kan være en ny telefon for eksempel). Du kan heller ikke låne penge, hvis du står og får behov for det. Hvis du gerne vil blive endnu klogere på RKI, kan du læse mere her.

Hvis du ikke betaler dine regninger og rykkere, kan kreditorerne bede fogedretten om hjælp til at få dig til at betale.
Det betyder, at du vil blive indkaldt til at møde op i fogedretten. Udover den ubehagelige oplevelse betyder det også, at din regninger stiger, da det koster penge at komme i retten. De omkostninger står bogstaveligt talt på din regning.

I fogedretten vil de kigge på din økonomiske situation og på, hvorfor du ikke kan betale. De vil forsøge at opsætte en måde for dig, så du kan komme igennem det og så din kreditor kan få sine penge. Det vil typisk være en afdragsordning.
Betaler du så ikke dine afdrag, kan fogedretten kræve ting fra dig, som har værdi. Det kan fx være din bil, som vil skulle sælges for at din kreditor kan få sine penge. Det er ikke særlig sjovt.

Personlige konsekvenser:  Det påvirker en rigtig meget, hvis man havner i en dårlig økonomisk situation. Det er uanset om du er et par dage forsinket med regningen eller måske er helt ude i nogle af de hårde konsekvenser vi har talt om

Typisk får du e-mails, SMS’er og opkald fra dine kreditorer med påmindelser om betaling. Her læser du også, hvor stor din regning er blevet. Du kan blive stresset, og det kan sætte sit præg på din krop og din psyke.

Når man har det sådan kan det blive rigtig svært at sove, stå op om morgenen og generelt at have et overskud. Sådan en sindstilstand kan påvirke din evne til mange ting, og måske bliver du dårlig til at tage dig af dit job – måske endda bliver det svært at møde op.

Hvordan undgår jeg, at det sker igen?

Der er mange ting, du kan gøre for at undgå at komme i en situation, hvor du ikke kan betale.

Her er 5 gode råd til at undgå at have ubetalte regninger:

1) Hav en opsparing
Hvis du har en opsparing, så har du altid en økonomisk buffer. Hvis din almindelige konto eller din budgetkonto pludselig ikke har råd til regninger, så kan du tage lidt fra din opsparing. En opsparing er også en god idé til andre uforudsete udgifter eller til gode ting såsom ferier, oplevelser og mærkedage eller ting, du går og drømmer om.

2) Lav et budget
Få et overblik over, hvor meget der kommer ind og ud af din konto hver måned. Hvad er dine faste udgifter, og er der noget du kan skrue ned for? Få et overblik over, hvad du bruger om måneden på ’’sjov og ballade’’. Mange bliver meget overrasket over, hvor deres penge egentlig bliver brugt og kan her finde nogle penge der kunne hjælpe på råd 1.

3) Tjek hvem du betaler til
Hvad får du af regninger, og kan du gøre dem billigere? Der er tit penge at spare på abonnementer, uanset om det er telefon, internet, tv, streamingtjenester eller lignende.
Vi betaler alle sammen vand, el og varme, og vi kan også næsten alle sammen spare på de områder. Se, om du kan skrue ned for dit forbrug, så bliver dine regninger automatisk lavere.

4) Opsæt PBS
Hvis du sætter dine regninger til automatisk at blive betalt via din netbank, så kan du for det første ikke stå i en situation, hvor du glemmer at betale til tiden, og for det andet slipper du for gebyr.
Næsten alle der sender en fysisk regning opkræver et gebyr for det. Typisk er det ikke et særligt højt gebyr, men alle ører tæller, når det gælder at mindske beløbet på sine regninger. Dine PBS-aftaler kan med fordel blive betalt på din ny-oprettede budgetkonto.

5) Få hjælp
Dette råd dækker mange ting. Få hjælp til de 4 andre råd, hvis du ikke er sikker på, hvordan du gør eller hvor du skal starte. Typisk kan din bank hjælpe dig med fx at lave et budget. Du kan også få hjælp og vejledning fra en gældsrådgiver.
Få hjælp, hvis du ikke forstår din regning – du kan altid ringe til din kreditor og spørge, hvordan du skal forstå din regning.

Hvis du kan se et mønster eller du ofte finder dig selv i en situation, hvor du ikke har råd til at betale dine regninger, så få hjælp. Der skal måske rettes op på flere punkter og områder i dit liv, og det er vigtigt at sætte tidligt ind, så du undgår for mange konsekvenser.